Vi dansede i jomfruernes skygger
intetanende om at livet selv
bestemmer
hvor
det
vil
hen
Jeg
faldt igennem vandspejlet
og ned i afgrunden
hvor sorte sten ventede
på at knuse mig
sten som jeg selv
har knust så mange imod
Du
forsvandt ind i din verden
af usammenhængende ord
hvor der er mange mennesker der taler
men ingen der elsker
som
Jeg
sidder her på bunden
af mit grønne vand
og slår øgler ihjel
mens sirenerne synger over mig
og det slibrige folk
der lever i undergrunden af virkeligheden
som ingen rigtigt tror på (men alle gerne vil
snakke om)
trækker mig i benene
og vil have jeg skal blive en af dem
Jeg svømmer væk -
gennem dødens vand
hvor livet gror
som planter der slynger sig
fra mørket op mod lyset
- og hen til en forvildet havfrue
hvis grønne øjne forsvinder i mine
og mine i hendes
da vi ser at der
findes adgangen til regnbuens land
hvor vi engang skal være frie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar