Evigt - Af Cecilie Kristensen

Han kysser hendes
asfalterede bryster
knækker dem af og
slæber dem langsomt ned af kælkebakken
i fiskesnører der er bundet fast
i hans jakkeærme

Hendes store øjne
har længe været
syet sammen
da han ikke kunne håndtere når hun
stirrede ind i hans og
smilede falskt

Han slæber dem videre
mod vandet sydpå
binder knuden i ærmet op og
kaster dem af helvede til så de lander
i havbundens
mørke tang

Hun rejser sig fra sengen
åbner øjnene så
trådene sprænger
Blodet flyver til alle sider og løber langsomt
ned af hendes blege ansigt
mod hullerne i brystkassen

Hun går langsomt mod
der hvor han står og ser på
de ringe i vandet han skabte
Hun vil tage hævn nu men indser ikke at
hun nok aldrig når
at indhente ham

For nu er han væk
helt forsvundet fra livet
og efterlyst af familien
Så hun graver bare sig selv ned i jorden
og lukker øjnene i
uden at rense sårene
De vil alligevel
bløde evigt


ceciliekristensendigte.blogspot.com