Kærlighedsdigt

Det ligger som en hugorm
gyldenbrun, lang som sofaens rækker
som 7 Levethian'er badende i søen
igang med at fortære
gallerierne af minder om mig
ude i stand til at tænke
væskeløs og snoende
omkring dine hjælpeløse fagter

må du prøve at finde en hjælper,
en fremmeds legeme
sofaen formørker
ormen vælter
ind i dig fra

kom så…
kom så...
Syrenernes svulstige dunst
Langs søen går du
vandet transformerer
strømmen af mig
klam stank af kærlighed,
ovre nu
ovre nu

Se dig i spejlet
se din kusine, hils på din fætter
gå ind til dine forældre;
skyd dem, knep dem
fejr din sejr
på randen af søen,
finder du bygningerne,
byen der aldrig vil sætte dig fri!

kom så…
kom så…
lad slangen penetrere dit kød
gøre aftenen våd
spring i!
lov dig endnu en dag med Mennesker Omkring Dig
mærk den fremmeds hånd
til hvælvingerne falder over
dig
og du er ude i stand til at tænke!

Se overfladen af vandet!
Se de vilde børn blive vanvittige!
Tag dig med til den smukke slutning!
Tag dig med
Tag mig med