Sigøjnerdreng - af David Roma

Sigøjnerdreng 

Hun havde ret

hende den gamle kælling der kaldte mig en sigøjner

dengang jeg havde forvildet mig ud på Hellerups sundveje

hvor alting bare er perfekt

mellem 10 millioner kroners villaer

               1 million kroners Audier

og            0, 01 millioner kroner i årsløn til den illegale

                                                              indvandrer

der tørrer støvet af så andre kan trække vejret

Jeg boede i en gammel tjenestebolig,

oven på en garage

og fragtede mig omkring i en gammel hvid Mazda

der pyntede der i indkørslen mellem de sølvgrå ladies. 

Den skulle skubbes i gang

til stor irritation for de fleste af mine naboer,

særligt Brian Mikkelsen der aldrig formåede

at undgå mit blik når den gamle tøs skulle i gang

Han var altid offer

senere blev han Justitsminister  

Om sommeren flød den fælles have med stafelier, malerier og bøger

I gården stod der vasketøj, altid høj musik, sko udenfor,

vores billige havemøbler og skrald (i den gamle kællings øjne).

Hun var en alkoholiseret enke fra en eller anden liebhaver med kæmpe sommerhus i Hornbæk og sin 7 millioners villalejlighed ned til vandet.

Hun kom tit hen til garagen om aftenen når hun havde drukket tæt og råbte vi skulle tage vores sigøjner lejr og sigøjner navne

med hjem til Nørrebro hvor vi hørte til!

Et par gange bad jeg hende om at gå

men næste dag var vores skraldespand altid væltet,

så havde hun det at brokke sig over næste aften.

Jeg ringede til politiet et par gange, men stod registreret

i et eller andet underligt register, så de endte altid med at afhøre mig istedet.

Jeg snakkede med vores udlejer, en flink kosmetisk tandlæge

der tjente millioner på at sætte diamanter på andres fortænder, men han trak bare på skuldrene.

De var jo også naboer oppe i Hornbæk.

Så en aften regnede det, månen var fuld, lav og trak tidevandet til sig.                                                                                               

Stilheden blev afbrudt af larmen, som den næsten altid gør

Det var den gamle kælling

der var ved at smadre vores ting i et anfald på bunden af flasken

Jeg fløj ned af trappen og råbte af hende så hun faldt ned mellem

alle

de flasker hun havde tømt og smadret i gården

der var gråd og skrig indtil 

Hun fik kvabset sig hen til køkkentrappen, blødende

på alle fire, som et lille dyr der trak sig tilbage til sit fornemme sorte hul  

Et par dage efter fik vi vores opsigelse og flyttede tilbage til Nørrebro.

Men hun havde ret, hende den gamle kælling.

Jeg er en sigøjner,

lige før vi tog af sted, skrev jeg på hendes bil med en kniv

og stjal sidespejlene.