Digte til Dig - Af Paloma Alves

Jeg presser mit øre
mod den frostdækkede rude
og hører deres taktfyldte klapsalver
inden de tramper hen over gulvet med hælene
glidende og svævende
med en svanes elegance
og hænder så bølgende lette
som om de hvert øjeblik kunne
frigøre sig fra håndleddet og svæve
op mod himlen
som et dunfjer i vinden

Jeg indånder deres dans
gennem næsen
lader det rutsje ned
i mine lunger
til mine øjne svømmer
og det løber varmt og sødmefyldt
ud af øjenkrogen

På få sekunder
fryser det til is på min kind
med neglene piller jeg isen af
kaster det fra mig
løber op ad trapperne
og ind i lokalet
hvor alt bliver
småt og ubetydeligt

Jeg overgiver mig til
uendelige piruetter
til rummet sejler
til gulvet rejser sig
og kaster mig af

Bassen danser i mine årer
og jeg kan ikke mærke andet end den
rytmerne der får mine blodlegemer til at hoppe
til de sprænges
som røde roser om sommeren

Når musikken stilner af
strejfer jeg min ømme krop
mine hudafskrabninger på knæ og tær

Tøjet klamrer sig til huden
så den ikke kan ånde
det klistrer sig til mig
som alle de tanker jeg ikke må tænke
og jeg kan ikke vente!
til jeg kan glemme min længsel igen
og igen
og igen
og igen . . .