Vildveje

Som en strejfende, strejfende
vandrer til
klippeørknens smeltende jord
En lyd til himmelen flyver fra en
ørns kald

Brunstige bjerge der leger med
bestigelsen;
rødlige af frustration

Og som den sjældne pige der
som et fatamorgana der
ligger hovedet ved
mit bryst

sødelige savn i en tør mind
til den altid bevægelige tøs
og altid bevægelige bjerge

Druknende fodspor og et
kraftløst trin
synsfeltet sænker sig i stær
over den ensomme ørn som
et tæppe ned til
tøsens skridt